Bruderov Paa Haegstadtun

Thi en Tørst; giv mig noget af hin brændende Børst!
  Idelig higende efter at druknes i udhungrende Qvider
  Lav Felen spille til Dans; Piger yndige jeg giver min Ans
  Ingerid, ingenlunde skal De nemme just hvor jeg lider
  
  Til Helved med Aslak Smed
  Og jer Lunde-Bærmer med,
  Der stummes i Hvisken og Nid
  Paa hin Tun hvo Dansen stod
  Voldes nu mit vaage Taalmod
  Leiten er nær; velende I ere,
  Faafængt at begiære min Grid!
  
  Ingen Pige velig bestrider en gyntsks for en graanets Haand
  O, Ve og Lede; finnes her nogen yndige der kan volde Mon?
  
  Aat Gildes Tun blandt Hedalsfolket en Mø forkunn
  Lod mig Hægstadbondens Datter blindt forsømme;
  For dit Leie kan jeg nys komme i sortladen Lys,
  Thi over Mulmets Varulvham dit Blod at tømme!
  
  Brudgommen tryglende om
  Hans saa kiærkomne Blom

  Jeg fra Stabbur skulle hente;
  "Ingerid vil ei paa Laasen lette
  Klarer De bedaare hin Kiætte,
  Vil De faa een Stud til dit Traa
  Om De mi Ingerid vil hente!"
  
  Saa svandt Peer; blottet for Tilsyn noget mer
  Hvorimod Tunet i Argskab skaaldet livlig op
  Men nu op i Skrænten steil de skielnet ham;
  Og over hans Skulder; unge Ingerids Krop!
  
  Knoger hvidnes i Avind, der sværtes balstyrig hin
  Smeden attraaende efter eders Skiærsilds Hier;
  Hvor Hinmanden selv giør op jer Bod i idel Bel,
  Dog een ung Mø i hint Hurlumhei siauende tier:
  
  "Vil min Peer da attende
  Til mig saa trofast vende?
  Hengiven skal jeg nu li,
  Og aldrig til nogen anden
  Søge Trøst; Vaar og Høst
  Venter jeg dig for al Tid"