Bruderov Paa Hægstadtun

Thi en Tørst; giv mig noget af hin

brændende Børst!

Idelig higende efter at druknes i udhungrende Qvider

Lav Felen spille til Dans; Piger yndige jeg giver min Ans

Ingerid, ingenlunde skal De nemme just hvor jeg lider



Til Helved med Aslak Smed

og jer Lunde-Bærmer med,

der stummes i Hvisken og Nid

Paa hin Tun hvo Dansen stod

voldes nu mit vaage Taalmod

Leiten er nær; velende I ere,

Faafængt at begiære min Grid!



Ingen Pige velig bestrider en gyntsks for en graanets Haand

O, Ve og Lede; finnes her nogen yndige der kan volde Mon?



Aat Gildes Tun blandt Hedalsfolket en Mø forkunn

lod mig Hægstadbondens Datter

blindt forsømme;

for dit Leie kan jeg nys komme i sortladen Lys,

thi over Mulmets Varulvham dit Blod at tømme!



Brudgommen tryglende om

hans saa kiærkomne Blom

jeg fra Stabbur skulle hente;

"Ingerid vil ei paa Laasen lette

Klarer De bedaare hin Kiætte,

vil De faa een Stud til dit Traa

om De mi Ingerid vil hente!"



Saa svandt Peer; blottet for Tilsyn noget mer

hvorimod Tunet i Argskab skaaldet livlig op

Men nu op i Skrænten steil de skielnet ham;

og over hans Skulder; unge Ingerids Krop!



Knoger hvidnes i Avind, der sværtes balstyrig hin

Smeden attraaende efter eders Skiærsilds Hier;

hvor Hinmanden selv giør op jer Bod i idel Bel,

dog een ung Mø i hint Hurlumhei siauende tier:



"Vil min Peer da attende

til mig saa trofast vende?

Hengiven skal jeg nu li,

og aldrig til nogen anden

søge Trøst; Vaar og Høst

venter jeg dig for al Tid"